Kuldioxid fra affaldsforbrænding i Helsingborg skal efter planen køres til Halmstad, sejles til Norge og pumpes ned under Nordsøen. Torsdag den 12. november offentliggjorde EU’s klima- og infrastrukturagentur CINEA en status for projektet INNOZHERO, som ifølge agenturet er det første CCS-projekt ved et affaldsforbrændingsanlæg i EU, der har nået en endelig investeringsbeslutning.

Öresundskrafts bestyrelse traf beslutningen den 30. september. Energiselskabet offentliggjorde den 1. oktober, at projektet går videre til gennemførelse. Anlægsarbejdet er planlagt til at begynde i 2026, mens den norske transport- og lagringspartner sigter mod at begynde leverancerne i fjerde kvartal 2029. EU’s Innovationsfond har tildelt projektet 54,1 millioner euro.

Fangsten skal bygges ind i et kraftvarmeværk

Filbornaverket har været i drift siden 2013. Ifølge projektets beskrivelse behandler det omkring 220.000 ton restaffald om året. Forbrændingen leverer både elektricitet og fjernvarme, og CO₂’en opstår, når kulstoffet i affaldet reagerer med ilt. Det nye udstyr skal kobles til et anlæg, der allerede leverer energi til byen.

Fangstanlægget skal trække CO₂ ud af røggassen. Den udskilte gas skal derefter gøres flydende, så den kan håndteres i tanke og transporteres videre. De trin kræver udstyr og energi ud over selve forbrændingen. Når det nye anlæg er i drift, vil det derfor være relevant at se på, hvor meget strøm og varme der bruges på fangst og behandling, og hvor meget energi værket fortsat kan levere til elnettet og fjernvarmen.

Öresundskraft har valgt Linde til at levere fangstanlægget og drive mellemstationen i Halmstad. Energiselskabet angiver en fangstgrad på mindst 90 procent og en kapacitet på omkring 200.000 ton CO₂ om året. Fangstgraden er et mål for, hvor stor en andel af CO₂’en i den behandlede røggas anlægget kan udskille. Kapaciteten beskriver, hvor mange ton udstyret er dimensioneret til at håndtere over et år. Det faktiske årstal vil blandt andet afhænge af affaldets sammensætning, driftstiden og hvor meget CO₂ de efterfølgende led kan tage imod.

Fra lastbil til skib og videre i rør

Northern Lights beskriver ruten fra Filbornaverket til havnen i Halmstad. Lastbiler skal køre den flydende CO₂ nordpå langs den svenske vestkyst. Her skal den kunne vente i tanke, indtil et skib kan tage lasten videre. Mellemstationen gør det muligt at samle flere leverancer fra lastbiler til én skibslast. Hvor meget plads tankene har, får betydning for, hvor længe fangstanlægget kan aflevere CO₂, hvis et skib er forsinket.

Fra Halmstad går turen til Northern Lights’ modtageterminal i Øygarden i Norge. Herfra fører en rørledning CO₂’en omkring 110 kilometer ud til havs. Den skal injiceres i en geologisk formation omkring 2.600 meter under havbunden. Northern Lights begyndte sine første injektioner i 2025. Den svenske aftale giver adgang til transport og lagring af op til 200.000 ton om året og er ifølge operatøren underlagt aftalte betingelser.

Skibskapaciteten deles mellem flere kunder. For Helsingborg giver det adgang til et eksisterende modtageanlæg og lager i Norge. Det betyder også, at afhentninger fra Halmstad skal passe ind i en sejlplan med andre leverancer. I praksis skal fangstanlæggets produktion, tankkapaciteten i begge havne og den norske injektion fungere sammen. En høj fangstgrad på kraftvarmeværket er kun én del af den samlede drift.

Affaldet giver to slags CO₂ i klimaregnskabet

Plast baseret på olie eller gas bidrager med fossilt kulstof, mens eksempelvis papir og madrester indeholder biogent kulstof, som stammer fra planter og andre organismer. Molekylerne kan håndteres sammen i det tekniske anlæg. Oprindelsen har betydning for, hvordan den lagrede mængde tæller i klimaregnskabet.

Permanent lagring af fossil CO₂ fra forbrændingen kan forhindre, at fossilt kulstof når atmosfæren. Lagring af den biogene andel kan bidrage til en nettofjernelse, fordi kulstoffet tidligere er optaget fra atmosfæren. Hvor stor en nettofjernelse projektet kan dokumentere, afhænger blandt andet af, hvor stor den biogene andel reelt er, hvor meget CO₂ der når frem til lageret, og hvilke udledninger der følger af energiforbrug og transport.

Öresundskraft forventer, at 40 til 45 procent af den fangede CO₂ vil være biogen. Hvis den forventede fordeling holder, og anlægget indfanger 200.000 ton på et år, svarer det til omkring 80.000 til 90.000 ton biogen CO₂ før fradrag og øvrige korrektioner. Beregningen bygger på projekttallene. Affaldets sammensætning kan variere, og den endelige mængde skal dokumenteres gennem driften.

Tre mængder bliver værd at følge

Når anlægget åbner, vil driftsdata kunne vise tre forskellige ting. Fangstanlægget kan opgøre, hvor meget CO₂ det udskiller fra røggassen. Transportleddet kan opgøre, hvor meget det afleverer ved modtageterminalen i Norge. Lageroperatøren kan opgøre, hvor meget der faktisk injiceres. Ved en opstart kan tankene blive fyldt, før den første skibslast afgår, så tallene kan ligge forskudt i tid.

Det kommende anlæg i Helsingborg bliver dermed en praktisk prøve på, hvordan et eksisterende kraftvarmeværk kan kobles til et fælles lager i et andet land. Indtil de første svenske leverancer er gennemført, viser dagens EU-status, at finansieringen og de centrale aftaler er nået langt nok til at sætte projektet i gang. Hvor tæt kæden kommer på at levere 200.000 ton om året, kan først ses efter indkøring og en periode med almindelig drift.